Natascha blev smidt ud af DTU: “De troede ikke på, at jeg kunne gennemføre min uddannelse”
Trods gode faglige evner blev Natascha Greve Vestergård Rasmussen udmeldt fra Danmarks Tekniske Universitet. Hendes handicap betød, at hun ikke kunne studere på fuld tid. En sygemelding og et afslag på en dispensationsansøgning tvang hende til at opgive drømmen om en uddannelse. I dag er Natascha på uddannelseshjælp og skal formentlig indstilles til førtidspension.
Natascha Greve Vestergård Rasmussen var dygtig til sit fag, men kunne ikke studere på fuld tid. Derfor blev hun til sidst udmeldt fra Danmarks Tekniske Universitet. Foto: Privatfoto
Af Anna Rothe Kristiansen
Natascha Greve Vestergård Rasmussen var en dygtig studerende. Hun var videbegærlig, nysgerrig og vakte begejstring blandt sine undervisere. Hun var aktiv til forelæsningerne og stillede mange spørgsmål. Hun skrev gode opgaver og fik gode karakterer. Hun læste fysik og nanoteknologi på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) – et fag der havde været hendes store interesse siden gymnasiet. Hun drømte om at forske i fotonik, som er læren om lys. Hun var især interesseret i, hvordan mennesker bliver påvirket af lys, og hvordan lys kan helbrede forskellige sygdomme, fortæller hun.
”I dag bliver der forsket i, om man kan behandle Alzheimers ved hjælp af en lampe i loftet – tænk over det, ingen medicin eller operationer, bare en lampe i loftet. Bevares, den lampe er dyr, men da det er en LED, så holder den i mange år – og hvis patienten så dør, så kan der jo bare flytte en ny ind,” siger Natascha begejstret.
Men Natascha havde også nogle udfordringer, der gjorde studielivet svært. Så svært, at hun i dag ikke længere er studerende.
Natascha er 29 år og har diagnoserne Aspergers syndrom, ADD, generaliseret angst og stressbelastning. Diagnoserne betyder, at hun hurtigt bliver træt og udmattet. Angsten gør hende bekymret og bange for at gøre ting forkert.
”Jeg er sanseoverfølsom qua min autisme. Desværre er det sådan for mig, at jeg er overfølsom på alle mine sanser. Det betyder, at der ingenting skal til, før jeg bliver enormt træt. Jeg har brug for struktur, forudsigelighed og en vis rytme i hverdagen,” siger Natascha, der fik sine diagnoser som 25-årig.
”Min ADD mærker jeg ikke supermeget til, udover at ting tager lidt længere tid. Det kan nogle gange være svært at holde fokus, men andre gange har jeg det fint med det. Men det, der påvirker mig mest, er den her stressdiagnose, fordi den viser, at jeg reagerer på krav. Det betyder, at jeg lukker ned, hvis der bliver stillet for mange krav til mig. Desværre kan de krav godt være fra den struktur, min autisme har brug for. Når min stressdiagnose bliver aktiveret, træder alle mine andre diagnoser mere i kraft.”
Inkluderende studiemiljø
Natascha startede på DTU i september 2019. Hun vidste godt, at hun med sit handicap ikke ville kunne studere på fuld tid. Inden studiestart havde hun et møde med SPS-kontoret på DTU, hvor hun fortalte om sine behov. Hun blev vejledt i, hvilke kurser hun skulle starte med at tage, og hvilke kurser hun kunne udskyde.
Hun startede ud med at læse 15 ECTS-point pr. semester i stedet for de normale 30. Sammen med sin faglige vejleder lavede hun en plan for, hvordan hun kunne få studiet strukket ud over længere tid. Natascha skulle søge dispensation om den forlængede studietid hos Studienævnet, som godkendte hendes ansøgning.
For Natascha var det en fantastisk mulighed at kunne studere i sit eget tempo.
”Jeg havde det megagodt, fordi folk forstod min interesse. Der var andre ligesom mig. Der var plads til at være nørdet. Så på sin vis havde jeg det meget bedre, end jeg nogensinde har haft før,” siger Natascha.
Natascha befandt sig godt i det faglige miljø på DTU. Hun deltog også i sociale aktiviteter i det omfang, hun kunne overskue. Når hun fortalte sine undervisere og medstuderende om sine udfordringer, blev hun mødt med forståelse.
”Mine undervisere sagde: Jamen, selvfølgelig. Det skal jeg nok være opmærksom på. Du siger bare til, hvis der er noget,” lyder det fra Natascha.
Selvom det gik planmæssigt med at studere, var der omstændigheder i Nataschas liv, der pressede hende. Samtidig ramte hun ind i et studieaktivitetskrav, der kolliderede med den studieplan, hun netop havde fået godkendt.
”Det, jeg aldrig fik at vide, var, at jeg skulle gennemføre et studieaktivitetskrav. Jeg skulle gennemføre en eksamen et halvt år efter studiestart. Problemet var, at det kursus, jeg havde fået at vide, at jeg skulle vægte højest, var et helårskursus,” siger Natascha.
Lovgivningen spændte ben
Da corona i 2020 lukkede landet ned, mærkede Natascha en angst. Ikke for sygdommen, men for de store forandringer, som den nye situation medførte, ikke mindst i forhold til studiet.
”Min autisme kunne ikke håndtere, at vi gik fra fysisk tilstedeværelse i undervisningen, til at der var nul fremmøde.”
Hendes stress blev forværret, og med stressen fulgte angst og bekymringer, som hun havde svært ved at slippe. Studiet gav mulighed for kompensation, hvis man var blevet syg med corona-virus, men ikke hvis man som Natascha blev syg af corona-nedlukningen.
”Du kan søge om ekstra tid til dit studie, hvis du har været syg af corona. Så det var fuldstændig ligegyldigt, at jeg fik stress på grund af corona-nedlukningen. Det er lige præcis det, mine diagnoser gør mig ekstremt følsom overfor,” siger Natascha.
”Jeg var nået til et punkt, hvor jeg var så stress- og angstramt, at hver gang jeg åbnede min computer, havde jeg det som om, jeg skulle dø. Som om der var en eller anden, der holdt en kniv for struben af mig,” siger Natascha, der måtte sygemeldes fra DTU.
Nataschas sygemelding betød, at hendes dispensationer ikke længere var gældende. Derfor skulle hun søge dispensation på ny. Ventetiden var hård og frustrerende.
”Det var enormt udmattende. Altså det her med at gå og vente på svar. Og det var her, min bekymring trådte i kraft. Min angst. Åh, gud, hvad sker der nu, hvis…”
Natascha fik afslag på sin dispensationsansøgning. På grund af lovgivningen vurderede Studienævnet, at hun ikke ville være i stand til at gennemføre uddannelsen på forlænget tid. Som konsekvens blev hun meldt ud af DTU.
”De troede ikke på, at jeg kunne gennemføre min uddannelse. Der var ikke nogen grund til at lade mig forsøge,” siger Natascha, der stadig er skuffet over afgørelsen.
På uddannelseshjælp
Natascha Greve Vestergård Rasmussen er i dag på uddannelseshjælp (kontanthjælp for unge under 30 år, red.).
Natascha er skuffet over, at DTU ikke gav hende muligheden for at fortsætte på studiet. Selvom det ville have taget hende syv år at gøre bacheloren færdig, tror hun stadig, at det ville kunne svare sig for samfundet at give hende en uddannelse.
”Hvis jeg var blevet færdig med min uddannelse og kunne arbejde måske 15 timer om ugen, så tror jeg stadig, at det havde været en god handel for statskassen i forhold til det, der er min situation lige nu. Nemlig, at jeg kigger ind i, at jeg skal indstilles til førtidspension.”
Med Nataschas handicap vil det blive svært at finde noget ufaglært arbejde, der kan tage hensyn til hendes skånebehov. Hun ærgrer sig over, at der ikke er bedre muligheder for at studere på nedsat tid, når man har et handicap.
”Danmark har skrevet under på en handicapkonvention, hvor der står, at handicappede skal have lige muligheder for at tage en uddannelse. Og det følte jeg bare overhovedet ikke, at jeg havde mulighed for,” siger Natascha, der har opgivet drømmen om at få en uddannelse.
”Alle dem, jeg havde mødt på mit studie, ville gerne have, at jeg fortsatte. Og så var det nogle inde på Christiansborg, der mere eller mindre besluttede sig for, at det måtte jeg ikke.”
Anna Astrid droppede universitetet: “Systemet tager ikke hensyn til studerende med livsvarige handicap”
Anna Astrid Hansen Calero droppede ud af sit studie på Syddansk Universitet efter halvandet år. Hendes autisme gjorde det svært at navigere på studiet, og den hjælp hun fik, var slet ikke tilstrækkelig.
Anna Astrid Hansen Calero måtte droppe ud af Syddansk Universitet, da hun oplevede for mange barrierer på uddannelsen. I dag er hun i gang med en professionsbachelor i offentlig administration på UC Syd i Esbjerg. I øjeblikket er hun gæstestuderende på UCL i Odense. Foto: Anna Rothe Kristiansen
Af Anna Rothe Kristiansen
Summen fra auditoriet var forstyrrende. Lyset skar i øjnene. De andre studerendes snak blandede sig med lyden af tasker, der skramlede, klirrende kaffekopper og fingre, der bankede løs på tastaturerne. Alle sanseindtrykkene klumpede sig sammen til en rodet masse, som hun ikke kunne filtrere. Det kom ind fra alle sider og blev siddende i hovedet og kroppen.
Når hun kom hjem, var hun ikke bare træt. Hun var udmattet. Hendes behov for at restituere gjorde, at hun ikke kunne nå at forberede sig til næste dag. Hun havde ellers glædet sig til at starte på universitetet. Selvom hun ikke vidste, hvad hun ville, tænkte hun, at anvendt matematik måtte være det rigtige studie. Hun havde altid været god til tal og kunne huske alle regnereglerne.
Anna Astrid Hansen Calero er 23 år og har autisme. Det er et usynligt handicap, der giver hende udfordringer med kommunikation og socialt samspil. Derudover oplever hun også problemer med at sortere i sanseindtryk, som betyder, at hun nemt bliver træt og overvældet. Når hun tænker tilbage på sin studietid på Syddansk Universitet, er det med blandede følelser. Hun har altid følt sig anderledes, men da hun i september 2018 startede på bacheloren i anvendt matematik, blev det ekstra tydeligt, at hun skilte sig ud.
”Det var svært. Der var en anden på holdet, der også var autist, men der var ikke rigtig snak mellem ham og mig. Der er stor forskel på kvinder og mænd på autismespektret. Så er der lidt det kulturelle. Min mor er fra Peru. Jeg var en af de eneste, der ikke havde forældre, der begge var danske. Jeg var også den yngste. Så der var mange faktorer, der spillede ind,” siger Anna Astrid.
Hun forsøgte at blive en del af det sociale fællesskab på studiet, men fandt det svært og energikrævende på grund af sit handicap.
”Der var nogle rusture, og jeg var med på nogle af dem, men hold da op, det var virkelig… Jeg blev så træt og udmattet. Man skulle hele tiden være på. Der var så mange aktiviteter pakket ind på samme tid. Man kunne ikke trække sig eller noget. Det var hyggeligt nok, men jeg var bare sådan: Jeg er træt nu!”
Barrierer gjorde det svært
Anna Astrid oplevede mange udfordringer ved at være universitetsstuderende. Ikke alene var det fagligt svært – hun oplevede også, at uddannelsen var struktureret på en måde, der udfordrede hendes autisme.
”Der var nyt skema hver uge. Dagene var lange. Jeg blev meget træt og skulle have tid til at restituere. Det gjorde, at jeg ikke havde overskud til at lave opgaver derhjemme, hvilket gjorde det svært at forberede mig til eksamener,” siger Anna Astrid.
Anna Astrid modtog SPS-støtte, da hun gik på universitetet. Hun fik hjælp af en studiestøtterådgiver, som hun havde samtaler med, og senere i forløbet fik hun også en mentor. Men selvom støtten var en hjælp, oplevede Anna Astrid mange administrative barrierer.
Hun skulle selv søge om dispensation, og den skulle søges hvert semester. Også selvom hendes handicap havde været dokumenteret siden studiestart.
”Systemet tager ikke hensyn til studerende med livsvarige handicap,” siger Anna Astrid.
Nogle gange overså hun vigtige tidsfrister, som betød, at hun eksempelvis heller ikke kunne få dispensation til en eksamen.
”Jeg blev meget nemt overvældet af de mange eksamener, jeg skulle holde styr på. Der var flere eksamener pr. fag. Det kunne nemt være alt fra fem til 15 eksamener, jeg havde. Der var ikke meget struktur. Man var overladt til sig selv.”
Da Anna Astrid var halvandet år undervejs på studiet, fik hun besked fra SU-styrelsen om, at hendes SU ville stoppe. Hun havde dumpet for mange eksaminer og bestået for få ECTS-point. Hun endte med at droppe ud.
Et nederlag at droppe ud
Da Anna Astrid stoppede på Syddansk Universitet, var det et nederlag for hende.
”Jeg var ked af det. Jeg følte mig lidt som en taber. Jeg var sådan lidt: Åh, nej, jeg er en af dem, der dropper ud. Men i sidste ende var det nok den rigtige beslutning, fordi jeg opdagede, at det ikke var det rigtige studie for mig.”
Hun begyndte at kigge efter andre uddannelser og faldt over professionsbacheloren offentlig administration. Det var en tværfaglig uddannelse, der kombinerer jura, politik, økonomi og kommunikation, som også var blandt hendes interesseområder.
I dag er Anna Astrid studerende ved University College Syd, hvor hun er i gang med 5. semester på offentlig administration. For Anna Astrid har studieskiftet været en positiv forandring på flere måder. Først og fremmest er der mere struktur på uddannelsen, færre fag og undervisning på mindre hold. Hun har også tættere kontakt til sine undervisere, hvilket gør det nemmere at spørge om hjælp.
”Måden de har tilrettelagt uddannelsen er bare mere handicapvenlig. Der er mere struktur, man skal ikke gå og lave alt muligt papirnusseri. Eksamensformerne er også meget fleksible. Man har hele moduler til at arbejde med eksamen,” siger Anna Astrid, der også trives bedre socialt.
Hun får også SPS-støtte på sit nuværende studie, men har ikke haft brug for den i samme omfang, fordi studiet er tilrettelagt på en måde, der tilgodeser hendes behov for struktur og forudsigelighed.
”Det har fjernet så mange barrierer, der gør det nemmere at trives. Så har jeg ikke haft så meget behov for støtte. Jeg har ikke haft behov for dispensation, simpelthen fordi de har fjernet mange af barriererne, som jeg oplevede på universitetet.”
Selvom studieskiftet var den rigtige beslutning, tror Anna Astrid på, at hun med mere støtte kunne have gennemført sin uddannelse på Syddansk Universitet.
”Jeg synes, det var ærgerligt, for jeg følte, at hvis der havde mere støtte og hjælp at hente, kunne jeg måske have nået at få min bachelor i matematik, og så kunne jeg læse en kandidat i noget andet,” siger Anna Astrid, der savner mere opmærksomhed på studerende med usynlige handicap.
”Man plejer at tage udgangspunkt i dem, der har et fysisk handicap. Det er fint. Det skal man jo. Men hvad med dem, der har usynlige handicap? Man kan ikke se det på personen, og derfor har man svært ved at forholde sig til det. Denne her person har et handicap. Han har brug for ekstra hjælp.”
Viktor overvejer at droppe jurastudiet: “Der er ikke mange hensyn, hvis man ikke kan passe ind i de rammer, der er sat op”
Viktor studerer jura på Syddansk Universitet, men hans usynlige handicap gør det svært for ham at møde op, og han kan indimellem have tanker om at droppe ud. Han får SPS-støtte på universitetet, men han oplever ikke, at støtten er tilstrækkelig.
Viktor studerer jura på 3. semester på Syddansk Universitet. Han har flere gange overvejet at droppe ud på grund af de udfordringer, som hans usynlige handicap giver ham. Han har ikke ønsket at stå frem med sit efternavn og billede i artiklen. Foto: Privatfoto
Af Anna Rothe Kristiansen
Det er ikke til at se, at Viktor har et usynligt handicap. Han er 25 år, bor i Odense og læser jura på Syddansk Universitet. Og så har han diagnoserne Aspergers syndrom og generaliseret angst. Viktors diagnoser betyder, at han bruger meget energi på at være ude blandt andre mennesker. Han bliver hurtigt træt og skal bruge meget tid på at lade op efter socialt samvær.
”Hvis jeg skal nogle steder hen, er det nærmest det eneste, jeg skal den dag. Jeg kan ikke rumme andet,” siger Viktor, der ikke ønsker at få sit efternavn i artiklen. Han fik sine diagnoser som 18-årig.
Viktors handicap gør det svært for ham at møde fysisk op til undervisningen på universitetet, da han hurtigt bliver drænet af at være sammen med mange mennesker. Det første år læste han på fuld tid, men han har nu valgt at drosle ned for at passe på sig selv.
”Det begyndte at gå ned ad bakke i marts, og jeg var ikke på campus før i juni, hvor jeg havde eksamener. Og så var jeg her lige i september, hvor vi startede op igen. Det holdt kun omkring en uge. Så begyndte jeg så småt at vælge fag fra, og jeg tror ikke, vi nåede oktober, før jeg sagde, at jeg ikke kommer til noget,” siger Viktor.
Han er ofte i tvivl om, hvorvidt han hører til på sit studie, og indimellem kan han have tanker om at stoppe helt. At Viktor overvejer at droppe ud handler i høj grad om hans handicap.
”Jeg føler jo, at det er på grund af mit handicap, at jeg er i tvivl, om jeg kan være på mit studie. Jeg føler, det er det, der sætter begrænsningerne. Hvis jeg ikke havde de problemer med at møde op og kommunikere med andre mennesker, så tror jeg, at jeg ville trives rigtig godt på jurastudiet.”
Han oplever heller ikke, at studiemiljøet på jura-uddannelsen er specielt rummeligt over for studerende med særlige behov.
”Der er ikke mange hensyn, hvis man ikke kan passe ind i de rammer, der er sat op. Altså, hvis du misser en forelæsning, er det bare ærgerligt. Der er flere af vores forelæsere, som til at starte med, slet ikke ville lægge deres PowerPoints ud. Hvis man missede undervisningen, var der slet ikke noget at hente.”
Overfladisk hjælp
Viktor får SPS-støtte på Syddansk Universitet, hvor han jævnligt har samtaler med en studiestøtterådgiver. Han har dog svært ved at se, hvad han skal bruge støtten til, da han oplever, at hans rådgiver har svært ved at forstå hans diagnoser.
”Min SPS-vejleder er neurotypisk (person uden autisme, red). Hun har ikke et handicap. Hun tolker og forstår verden på en helt anden måde, end jeg gør. Hun skal prøve at forstå mig, som overhovedet ikke forstår og tolker verden på samme måde som hende,” siger Viktor.
Han oplever heller ikke, at hans rådgiver har den store føling med, hvad der foregår på universitetet.
”De her vejledere er ikke engang nogle, der er tilknyttet universitetet. Det er nogle, der er ansat ved sådan et konsulentfirma, som er hyret af Uddannelsesstyrelsen til at varetage denne her funktion.”
Viktor fortæller, at SPS-vejledningen primært er samtalebaseret. Hans vejleder har mulighed for at hjælpe ham med at strukturere læsning og opgaver, men det er ikke noget, som Viktor har det store behov for. Til gengæld savner han mere hjælp og vejledning til at søge dispensation.
”Meget af det praktiske ligger uden for deres arbejdsområde som for eksempel, hvis jeg skulle søge om handicaptillæg til SU. Der er ikke så meget hjælp at hente der. Det ved hun ikke rigtig noget om. Hun vil rigtig gerne prøve at læse op på det, men i sidste ende ligger bolden hos mig.”
”Min erfaring med det videregående uddannelsessystem er, at jo, der er noget hjælp at hente, men jeg føler oftest, det er meget overfladisk hjælp. Det var lidt det samme, jeg oplevede i gymnasiet. Der fik jeg at vide, at der var masser af hjælp at hente. Problemet var bare, at hjælpen ikke hjalp mig med noget.”
Bekymringer om SU
På nuværende tidspunkt læser Viktor 15 ECTS-point pr. semester, altså halvdelen af de normale 30 ECTS-point. Det fungerer fint for ham, men han kan indimellem have bekymringer om økonomien. Med de nuværende SU-regler må han nemlig ikke blive mere end et halvt år forsinket på sin uddannelse, før udbetalingen af hans SU stopper.
”Det er det, der bekymrer mig allermest, for det er det eneste, der sætter begrænsningerne. Fra universitetets synspunkt kunne jeg sikkert læse over 10 år, hvis det var. Men der er meget, meget firkantede regler omkring SU. Hvor meget du skal læse, hvor aktiv du skal være, og hvor mange klip du har. Og det er det, jeg kommer i konflikt med hver evig eneste gang. Det er de regler, der fylder allermest. For mig er det jo ligegyldigt, om det tager mig 10 år at gennemføre mit studie. Men jeg kan bare ikke studere, hvis jeg ikke også får SU. For så kan jeg ikke få livet til at køre rundt,” siger Viktor.
Det er også bekymringer om økonomien, der får Viktor til at overveje, om han skal blive på studiet. Han har dog svært ved at overskue konsekvenserne, hvis han droppede ud.
”Det ville først og fremmest føre til en kæmpe stressperiode. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg forestiller mig, at jeg nok ville ryge i kontanthjælpssystemet. Spørgsmålet er om, jeg ville kunne rumme noget efter sådan et nederlag.”
Han frygter, at han vil blive presset i kontanthjælpssystemet, hvor han vil skulle møde op i aktivitetstilbud. Hvis det stresser ham på samme måde, ved han ikke hvor længe, han ville kunne være der.
Viktor ved ikke, hvad der skulle til, for at han ville komme til at trives bedre på sit studie, men han tror, det kunne være en hjælp, hvis der var mere fleksibilitet i undervisningen. Det kunne eksempelvis være lydoptagelser af forelæsninger eller muligheden for at følge undervisningen hjemmefra.
”Jeg tror, der skulle være mere fra universitetets side. Nogle større tiltag i forhold til at tilgodese dem, der har et handicap.”
Viktor tror også, det ville hjælpe ham, hvis han kunne møde andre studerende med lignende udfordringer.
”En kæmpe start for mig ville være bare at vide, at der er andre som mig. Hvis der var et sted, hvor jeg kunne møde andre. At vide, at jeg ikke er den eneste, der søber rundt i de her problemer. Okay, vi er faktisk mange andre, der døjer med for eksempel angst eller ADHD. Men når man ikke kender nogen, og der ikke er nogen, der ved det, så føler man sig meget som Palle alene i verden.”
